De digitale marketing trends i 2021 bliver en fortsættelse af de mange digitale forandringer, som 2020 førte med sig. Nogle lægger vi væk, når pandemien forhåbentlig ender, andre vil vi holde fast i.
Året 2020 var på mange måder anderledes og i den grad med til at skabe forandringer. Vi kommer ikke uden om, at Covid-19 satte præg på langt de fleste virksomheder. For nogle betød det afsked og nedlukninger, mens det for andre fik deres erhverv til at blomstre endnu mere. Med vores begrænsede fysiske kontakt, har den digitale verden generelt haft enorm betydning og indflydelse på måden vi har handlet og ageret. Selvom ændringerne startede af nødvendighed, har det også været en øjenåbner for mange, da mange af tendenserne for 2020 fortsat vil få fodfæste i 2021.
Virtuelle begivenheder
I lyset af Covid-19 blev alle begivenheder virtuelle af nødvendighed. Vi mener dog, at mange typer begivenheder vil forblive virtuelle efter 2020, da det pludselig åbnede op for helt nye kundesegmenter og tilgængelighed, som virksomhederne ikke havde oplevet før. Virtuelle begivenheder har ingen rejsebegrænsninger eller er forbundet med større omkostninger, som en fysisk rejse er. Det har åbnet op for højere deltagerantal, lavere omkostninger og ikke mindst; langt bedre investeringsafkast. Vi tror på, at virtuelle begivenheder kommer til at toppe på de digitale marketing trends i år.
Nøglen er at være kreativ og skabe engagement gennem fantastiske virtuelle begivenheder, rigt på indhold, der rammer din buyer persona.
Brands og bæredygtighed
Pandemien har styrket forbrugernes efterspørgsel efter bæredygtighed. Forbrugerne tænker mere og mere over deres indvirkning på miljøet, når de træffer købsbeslutninger. For eksempel viser Google Trends, at folk i ‘mad’–kategorien i stigende grad søger efter ‘bæredygtig’, ‘lokal mad’ og ‘veganisme‘.
Der er generelt et ønske om at brands viser gennemsigtighed og ansvar gennem konkrete handlinger. Det er bl.a. marketingteamets rolle at vise gennemsigtighed med, hvordan virksomheden fungerer inden for det bredere økosystem og tydeliggøre konkrete fremskridt.
Det er ikke helt fremmed for os at se brands gøre disse gode ting, men der vil blive lagt endnu større vægt på det i 2021.
Afskaffelse af sociale mediekanaler
Mange virksomheder begynder at reducere antallet af sociale mediekanaler, de anvender i dag. Med mange tilgængelige kanaler har en del virksomheder forsøgt at være relevante for dem alle. Reducering af kanaler til de mest relevante vil optimere og finjustere SoMe-arbejdet.
Privatlivspolitik
Databrud på højtprofilerede virksomheder steg med alarmerende hastighed i 2020, og dette ser ud til at fortsætte i 2021. På grund af disse angreb er de fleste forbrugere mere bevidste om deres data og sikkerhed end nogensinde. Forbrugerne ved også godt, at deres data er værdifuld for virksomhederne. De forstår også, at de ved at dele deres data får noget værdifuldt til gengæld, som en mere personlig oplevelse. Dette betyder dog ikke, at de er glade for frit at opgive deres data. Mange forbrugere stoler ikke længere på virksomheder med deres data.
Vi har allerede set nogle ændringer, som er på vej fra de store spillere for at øge privatlivs-kontrol for deres brugere i forskellige browsere. Det påvirker den måde vi reklamerer, bl.a. på sociale medier m.m. Og der vil komme løbende ændringer på den front, både i 2021 og længere ude i fremtiden.